Den 1. november havde vi hviledag i byen San Miguel de Allende. Det var en særlig dag, for den 1. og den 2. november fejrer man de døde. 

Det startede faktisk nogle dage i forvejen, og dagen før - den 31. oktober - var man i fuld gang med at pynte byen op til De Dødes Dag. Over gaderne hængte silkepapirsklip i snore, rundt om indgangsdøre var lavet portaler af orange tagetesblomster og mange steder stod der 2-3 meter høje dukker. I butikker, restauranter og hoteller havde man lavet fine mindealtre af kronblade fra tagetes, majs, farvet grus mm. og i gaderne var opstillet sminkeboder. 

Alle var på gaden og i godt humør. Og de fleste - unge og gamle, børn og voksne - var sminkede til ukendelighed. Mange var klædt ud, enten i festtøj eller i kostumer.

Ud på eftermiddagen tog festen rigtig fart. Mellem sminkeboder, udklædte mennesker og madboder begyndte musik og optræden.

Så vidt jeg har forstået, er De Dødes Dag delt op i tre dages begivenheder: den 31. oktober mødes man med dem, der har begået selvmord, den 1. november gælder det de afdøde, døbte børn og den 2. november er det resten, man mødes med og mindes.

Dagen efter - den 2. november - skulle vi videre, og hver gang man kom til en kirkegård, var vejen fyldt med biler. Alle gravsteder var pyntet op, og foran kirkegården var et marked med blomster, drikkevarer og mad. I landsbyerne var der blomsterboder, hvor man solgte store bunker af tagetes. Hvor alle de tagetesblomster kommer fra,må man spørge sig selv om!