Grænsemuren set fra den mexicanske side.

I den store mur af cortonstål er der et hul i San Luis Rio Colorado. Der slap vi igennem for at fortsætte vores tur gennem det, som vi kalder Den Californiske Halvø, og som her hedder Baja California og er en del af Mexico.

Men inden vi kom ind i Mexico, skulle vi have visum, og som det ofte er, skulle man gennem tre kontorer og et grundigt tjek på embedsmændenes computere, der ikke nødvendigvis arbejder hurtigt. Jeg var ret hutigt gennem 1. kontor, fordi den flinke dame hjalp med at udfylde papirerne, der var på spansk. Da jeg kom til 2. kotor, var vi tre, der ventede på at komme igennem. Men inden jeg kom igennem, stod der ca. 30 mennesker bag mig og ventede på at komme igennem.

I San Luis bor vi første nat på et hotel. Det har man fornuftigvis valgt, fordi firmaet ikke kan forudse, hvilke forsinkelser, der kan opstå ved grænsen. The crew bød os velkommen med margarita, der var en dejlig forfriskning i middagsheden.

Hotellet er ejet af kinesere - hertil er de også nået med deres investeriger - og de sørgede også for vores aftensmad, fordi der ikke var plads til vores sædvanlige kok og hendes gryder. Så det blev en fristende kinesisk buffet, hvor vi alle spiste for meget.

Det er et markant skifte, man oplever, når man kommer fra USA og ind i Mexico. Her er der landsbyer med masser af butikke og liv på gaden, rodede byer med faldefærdige huse og gamle, skramlende biler, støv og affald i gaderne og glade imødekommende mennesker. Den orden, som vi så i USA, er totalt fraværende her. Fortovene er i forskelligt niveau fra hus til hus, gadesælgerne prøver at påkalde sig opmærksomhed med høj musik og alle steder summer de nødvendige aircondition-anlæg.

Dadelplantage

Vi er midt i tilsåning/tilplantning af jorden, og fra morgenstunden stod arbejdere mange steder langs vejene og ventede på at gå i gang. Få timer senere gjorde de klar til siesta, fordi det simpelthen bliver for varmt i den bagende sol. 

Vores 3.dag blev ganske anderledes. Vi kørte langs kysten mod syd, og der var ikke en eneste landsby. Dagen bød på 140 km flad vej. Det lød jo ikke helt uoverkommeligt, men den dag var der en kraftig modvind, der betød, at dagens cykeltur først var færdig efter kl. 15-16 og de sidste mange kilometer var der trængsel i ledsagebilerne. Heldigvis var det hviledag dagen efter, så man kunne genvinde kræfterne i de trætte ben. Bare til orientering: Jeg kørte hele turen, men de sidste 15-20 kilmeter med ca. 15 km/t.