Efter en noget besværlig og tidskrævende passage af grænsen kom vi til det sidste land på turen: Panama. Inden man blev lukket ind i landet, skulle man dokumentere, at man ville forlade landet igen.
Heldigvis havde jeg for flere måneder siden købt flybillet hjem til Danmark- ikke af hensyn til grænsepassagen, men fordi jeg ville være sikker på at have en billet de sidste dage op til jul.
Den Panmarikanske Highway, der slutter i den sydligste del af Sydamerika, løber gennem Panama. Hovedvejen er hovedfærdselsåren fra USA til Sydamerika og er kun afbrudt af et mindre stykke i det sydligste Panama. Den vej gik vores rute ad gennem Panama til Panama City.
Del siden
De første dage i Panama var i et kuperet terræn, inden vi kom ind på bakker, der mest svarer til bakkerne i Sydsjælland.
Trafikken var intensiv, og bilisterne var ikke vant til at skulle dele vejen med cyklister. Der blev kørt stærkt på den firesporede hovedvej, og bilisterne sænkede ikke farten, hvis der ikke var plads til både cykel og bil.
"Skuldrene" på vejen var i en dårlig forfatning - hvis de overhovedet var til at køre på - så højre side af vejbanen var eneste mulighed for cyklister.
Hvis en person- eller lastbil skulle til højre ned ad en sidevej, drejede den, selv om man cyklede lige ud for bilen.
Og jo tættere på Panama City, vi kom, desto mere intens og hidsig blev trafikken.
Sidste dag på cyklen blev speciel. Til frokost havde "the crew" stillet en gasgrill op og serverede burgere og ristede pølser og der var sodavand og slik til alle. Tempoet på cyklen var roligt, og alt i alt gav vi os god tid.
Afslutningen på cykelturen var ved en strandrestaurant ud til farvandet syd for Panamakanalens ind-/udsejling.
Her var dækket op med tapas og prosecco ad libitum. Her tilbragte vi to-tre timer, inden vi satte os i både for at sejle det sidste stykke ind til Panama City. Vi kunne selvfølgelig godt have cyklet de sidste kilometer, men vurderingen var, at det var farligt i den trafik, og samtidig var det også en flot og spektakulær måde at komme til City på.
Afslutningen i Panama City
Indsejlingen var flot. Vi sejlede i små både med påhængsmotor, og vores kaptajn ville vist godt give os en oplevelse. Så han gav den fuld gas hen over bølgerne, hvilket medførte, at vores båd nåede City en halv time før de andre både. Vi lå i sejlrenden og ventede, mens vi kunne se på de mange store både, som ventede på at komme gennem kanalen. Fra vandsiden kunne vi iagttage en moderne by med skyskrabere og broen hen over kanalen. Ved den gamle by kunne man ane det farverige Panama Biomuseo, tegnet af arkitekten Frank Gehri.
Efter et bad på hotellet var der banket og uddeling af medaljer til alle i festsalen, hvor der også var anrettet en buffet. Taler og billedvisning blev suppleret med snak hen over bordene.
Næste morgen skulle de første af sted. Jeg havde flybillet til tirsdag, så mandagen kunne bruges til at pakke cyklen ned.
Jeg ville også gerne se Panamakanalen og besøge Museo. Det sidste lod sig ikke gøre, for museet var kun åbent fredag, og besøget ved Panamakanalen var en skuffelse. Man var i gang med en reparation/service af sluserne, og besøgscentret skulle have ny el-installation. Så der var ikke meget at se bortset fra de mange efterladte bygninger, som de amerikanske militær efterlod, da man overgav kanalen til Panama.
Panamakanalens historie
Spanierne havde første tanker om Panamakanalen og dermed en hurtigere søvej mellem Atlanterhavet og Stillehavet allerede i 1500-tallet. Men føst i 1881 gik et fransk selskab i gang med at bygge kanalen. Selskabet gik imidlertid fallit i 1889.
I 1902 overtog USA retten til projektet og i 1914 blev kanalen indviet. Der var indgået en traktat mellem Panama og USA, hvorefter USA fik evig suverænitet over kanalen og jord på begge sider. For det betalte de 1,9 mill. $ om året. Det skal ses i relation på en indtægt på omkring 100 mill. $ pr. år, så det var en god forretning for det amerikanske selskab.
Kanalens opførelse kostede 367 mill. $. Det amerikanske selskab betalte 10 mill.$ som et engangsbeløb til Panama og 21 mill. $ til Colombia, som Panama den gang var en del af.
I 1977 indgik man en ny traktat, hvorefter kanalen skulel overdrages til Panama den 31. december 1999. Det betød for Panama et væsentligt tab af skatteindtægter fra de amerikanske soldater, der bevogtede kanalen, men man besluttede samtidig en udvidelse, så kapaciteten blev udvidet. Senere har man foretaget yderligere en udvidelse, så kanalen kan besejles med dobbelt så mange skibe.
Hjemme igen
Næsten et halvt års oplevelser er slut. Det blev til næsten 125 dage på cykel og omkring 12.000 km. Cyklen holdt, men der måtte nye dæk på undervejs, ligesom kæden også blev skiftet.
Gearingen på cyklen var hjemmefra ikke til de store stigninger, og da gearskiftet ikke kunne klare større tandhjul, måtte jeg købe et nyt undervejs.
Det har været en stor oplevelse, og der går nogen tid, inden det hele er fordøjet og sat på plads. Når jeg ser tilbage på de første dages optegnelser i dagbogen og billederne i kameraet, tænker jeg : Var det blot for et halvt år siden.
Jeg har fået nye venner og bekendte fra hele verden og mødt det mest hjælpsomme og positive hold i "crew"-et.