Den halvø, der ligger syd for Californien, har jeg haft opfattelsen af var en del af USA/Californien. Men den er faktisk en del af Mexico og hedder Baja California. Meget af halvøen er ørken, men med nogle dejlige strande især på østsiden. Temperaturen er høj, om eftermiddagen over 40 grader varmt, og derfor står vi tidligt op, så vi kan klare turen i løbet af formiddagen. Til gengæld bliver eftermiddagen lidt lang, inden vi har Riders Meeting med orientering om næste dags tur og aftensmad. Dagen slutter med, at man kan opleve den mest fantastiske solnedgang.

Vi kører nu igennem et landskab, hvor der gror kaktus. Den nøjsomme plante kan gro i den tørre jord og bliver op til 20-25 meter høj. Der findes mindst 20 forskellige arter her i området. Vores dagsture er ret korte, og da der ikke er voldsomme stigninger, er der rig lejlighed til at studere planterne nærmere.

Hvem vi ikke spise morgenmad til sådan en solopgang.

Der er stor forskel på, hvordan vores lejr er placeret. De første dage langs Baja Californias østkyst havde vi lejr på stranden med mulighed for at bade i dejligt varmt vand. Til gengæld var mulighederne for et brusebad noget mindre, og ved toiletbesøgene skulle man ikke være kræsen. 

Lastbilerne var ikke alle forsynet med lys som denne - ofte virkede den ene baglygte ikke. Men de tog pænt hensyn til cyklisterne.

Senere kørte vi vestpå ind på Baja California, hvor der ikke var strand. Vores lejr midt på øen var placeret ved en landevejsrestaurant, der samtidig var ophugsplads og hvor man holdt høns, æsler og hunde. Og så var der en sand syndflod af fluer overalt. 

Restauranten var meget besøgt af langturschauffører, der tog et afbræk på den 16 timer lange køretur fra La Paz til Mexicali.

Temperaturen var stadig høj, så man behøvede ikke at lægge overteltet på, men kunne sove i inderteltet alene. Det gav lidt mere luft i den varme sommernat.

Bassinet får efterhånden en hård bund af saltsten, der gør det let at skrabe saltet af.

I Guerreiro Negro havde vi hviledag. Byen, der har ca. 15.000 indbyggere, er opstået i 1957, da man begyndte at indvinde salt. Ca. 10% af befolkningen er direkte beskæftiget med saltindvinding og resten er tilknyttet følgeindustri og servicefunktioner. Her produceres ca. 10% af Verdens saltforbrug. 

Der var arrangeret en biltur ud for at se indvindingen, og vi var 14, der tog mod tilbuddet. Og det var interessant. Man henter havvand fra en lagune 40 km væk. Vandet pumpes ind i de 72 bassiner, som man har lavet i sandet. Vandet står fra begyndelsen ca. 1-1,5 m dybt, men i løbet af 10-12 måneder er vandet fordampet, og tilbage ligger saltet i en tykkelse på ca. 40 cm. Saltet er på det tidspunkt en sammenhængende plade, som man bryder op med en grader og skubber op i en 75 cm høj vold. Herfra læsses det med en særlig maskine op på store vogne, der hver rummer 40 tons salt, og køres til et saltlager.

Fra saltlageret lægges saltet på en pram og sejles ud til en ø 100 km væk, hvor vanddybden giver mulighed for, at større skibe kan sejle. Den største aftaler af saltet er Japan, og herefter følger i rækkefølge Kina, Canada og USA.

Vognene og trucks blev bygget af firmaet selv, og al service på alt udstyr klarede man selv. Hver dag blev vogne, trucks og gradere vasket i et automatisk vaskeanlæg, for saltet er hårdt for materiellet.

Vores guide på turen fortalte, at det var forholdsvis vellønnet at arbejde i firmaet, der var gode pensionsforhold, og medarbejderne kunne handle i firmaets butik med 15 % rabat, mens andre må betale fuld pris. Arbejdsdagen er på 8 timer, og man kører i 3-holdsskift 6 dage om ugen. 

Hele anlægget, der er det største åbne saltindingsanlæg i Verden, ejes af Staten med 51% og Mitsubitsu med 49%. Og hvorfor har man valgt at producere salt her? Jo, der er to grunde: For det første er sandet et plan flade, temperaturen er høj hele året og en kraftig vind fremmer fordampningen. For det andet er vandet i lagunen mere saltholdigt end andre steder.

Tiden nærmede sig, hvor vi skulle forlade Baja California, men forinden havde vi yderligere et par interessante overnatninger. Den ene nat skulle vi have lejr på en fodboldbane, men det kunne ikke lade sig gøre. Da naboen, som var en restaurant, hørte det, tilbød han, at vi kunne slå vores telte op i hans gård, så der lå vi og hørte på opvask og tilberedning af morgenmad. En anden nat, hvor vi også skulle bo på en fodboldbane, blev det ændret til, at vi kunne bo på kirkens gård på marmorfliser og med et lille udendørs alter som nærmeste nabo.

Sidste hviledag var i La Paz, der er hovedstaden i Baja California Sur. Her boede vi på et flot hotel på strandpromenaden. La Paz er en levende by med restauranter hele vejen langs den kilometerlange promenade, optræden på små scener og gøjlere, der optræder i lyskryds som junglører, ildpustere og sabelslugere, alt imens bilerne holder stille for rødt.

I La Paz havde nogle af de andre arrangeret en snorkningtur, og jeg blev lokket med.

Turen startede tidligt om morgenen, hvor vi i en lille bus blev kørt til marinaen. Vi var ni, hvoraf de otte var rutinerede svømmere. Jeg havde aldrig prøvet svømmefødder eller snorkningudstyr, men de andre mente nok, at jeg ville overleve.

I marinaen blev vi forsynet med udstyr og gik ombord på en båd, der sejlede os ud til nogle småøer, hvor søløver holdt til.Det var som sagt første gang, jeg prøvede at snorkle, men sikken en oplevelse!! Søløverne svømmede rundt om os og ville lege, og vandet var fyldt med farvestrålende tropefisk.

Da jeg var barn, kunne Danmarks Radio ikke altid udfylde hele sendefladen på TV, og derfor havde de et kamera fast installeret på et akvarium med tropefisk. Billeder fra disse pausefisk udfyldte hullerne i sendefladen. De billeder, som jeg så gennem dykkerbrillerne i vandet ud for La Paz, var tusind gange flottere, end jeg husker pausefiskene.

Den guide, som vi havde med, var orienteret om min manglende erfaring som svømmer, og han var flink til hele tiden at holde øje med mig og trække mig rundt på den redningskrans, som jeg hvilede albuerne på.

Jeg kan ikke vise billeder fra turen, for jeg lod kamera og mobiltelefon blive på hotelværelset for ikke at få beskadiget udstyret. Men jeg overlevede en stor oplevelse rigere!

Cabo er en stor, stærkt trafikeret by.

Fra La Paz kørte vi langs Stillehavet mod endemålet i Cabo. Det var egentlig meningen, vi skulle være kørt langs bugten, men vejen var meget trafikeret og ikke særlig bred. Så i sidste øjeblik fandt man den anden vej. Det betød samtidig, at den camping, der var planlagt undervejs, blev erstattet af en overnatning i et vandrehjem med sovesal.

I Cabo tog vi afsked med vores kok, som der ikke var brug for længere, fordi vi resten af vejen skal bo på hotel, som vil sørge for aftensmad. Vi tog også afsked med vores medicinmand, som blev erstattet af en sygeplejerske fra London.

Nu skulle vi ind på den del af Mexico, der ligger på fastlandet. Til det var der afsat tre dage. Den første dag i Cabo kunne vi ompakke vores bagage, for telt, sovepose og madras bliver der ikke brug for længere. Det kunne vi lægge i en taske, der først kommer frem igen i Panama. Endvidere skulle vi gøre vores cykler klar til en længere transport i bilerne, der ville blive transporteret til fastlandet med færge.

Den anden dag var afsat til, at vil kunne flyve fra Cabo til Puerto Vallata på fastlandet. Der er en relativt kort afstand, men alle flyafgange skulle først til Mexico City, og derfra med et andet fly til Puerto Vaillarta - og så gik der 7 timer.

Den tredje dag var afsat til, at vi kunne gøre klar til vores videre færd; men sådan kom det ikke til at gå!