Man er med rette nervøs for skovbrande både i Canada og her i USA. Mange steder langs vejene står skilte med den aktuelle fare for skovbrand fra lav til ekstrem, og der opfordres til, at man straks sender en alarm, hvis man ser begyndelsen til en skovbrand.

Da vi kørte ind til byen Helena, som er administrationscenter for delstaten Montana, bemærkede jeg røg på et af de omliggende bjerge, og få minutter efter kunne jeg høre udrykningskøretøjer fra alle sider. Senere kom helikoptere i luften med store poser med vand, men branden udviklede sig ekstremt hurtigt. Ud på aftenen havde man fået nogenlunde bugt med flammerne, og næste morgen var braanden slukket og tilbage var blot et større sort område på bjerget.