Olie og gas
Efter en lang dag med 155 km på cykel i et kuperet terræn kom vi til Fort St. John. Det er en by med omkring 20.000 indbyggere og beliggende i et olie- og naturgasrigt område. Det er byen præget af. På hovedvejen ind til byen kører store tankvogne med gas fra udvindingsfelterne, og i byen er der mange lastvognsfirmaer og følgeindustrier.
Olie- og gasarbejdere flyver hertil for at bo på hotel indtil de køres i firehjulstrukne biler ud til deres arbejdsplads. Derfor er der også mange hoteller i byen.
Jeg fik ikke set så meget af byen på vores hviledag her, for jeg var godt slidt efter de tre foregående dage med 382 km og 3954 højdemeter. Så jeg brugte dagen til at slappe af på hotelværelset, som jeg fik alene, da min faste roommate forlod os for at cykle alene tilbage mod Ottowa.
De næste seks dage er uden hviledage og med overnatning på primitive campingpladser, så der bliver ikke skrevet på hjemmesiden.