Det er vanskeligt at arbejde på nettet i det nordlige Canada. I dag den 18. juli er første gang, jeg er et sted, hvor der er netadgang, og den er så svag, at jeg må skrive klokken 4 om natten, når alle de andre sover og ikke er på. 

Tuktuyaktuk er en lille landsby med ca. 800 indbyggere. Den ligger ved Polarhavet, og selvfølgelig skal man dyppe tæerne i vandet, inden vi slog lejr på en primitiv campingplads. Borgmesteren sørgede for, at der blev kørt et par toiletter hen på pladsen, så vi kunne forrette vores nødtørft.

Det er en speciel levevis, der udfolder sig her nord for polarcirklen. Fra november til februar er der totalt mørke hele døgnet og om sommeren er der lyst hele tiden. Der er permafrost, og det betyder, at man må bygge husene på pæle. Vand og vandafløb kan ikke graves ned i jorden, for rørene vil sprænges af frosten. Så det offentlige sørger for at levere vand i tanke og for at bortskaffe affaldet. Og de skal ikke være bange for uventede gæster.

Vejen hertil fra den nærmeste by Inuvik er anlagt i 2013-17, og de 154 km er formentlig den dyreste vejstrækning i Canada. Man kunne kun arbejde om vinteren, for om sommeren blev det et stort pløre, når de kørte med maskinerne. Vejen består af småsten og grus, for asfalt ville ikke holde en enkelt vinter. Indtil vejen blev indviet den 15. november 2017 var eneste adgang til Tuktuyaktuk om vinteren isvejen, hvor man kørte på den frosne McKenzieflod. Om sommeren kunne man sejle hertil.

Og den vej skulle vi cykle på! Det gik op og det gik ned, men hele tiden i disse løse sten, og det var strengt. Efter 60 km måtte jeg give op. Mit venstre knæ smertede voldsomt, og jeg kunne kun træde med højre ben. Heldigvis havde arrangørerne sørget for, at der kørte trucks frem og tilbage langs vejen. Så allerede første dag bristede mit håb om at cykle hele vejen fra Polarhavet til Panama.

Ellers er selskabet myg, myg, myg!!! 

Nu forestod en længere cykeltur af Demster Highway. Det er en grusvej af varieret kvalitet gennem bjerge og en natur bestående af skove og buske. Den første dag så jeg en bjørn 2-300 m længere fremme ad vejen. Den luntede langsomt hen ad vejen, hvorefter den luntede ind mellem buskene. Heldigvis - for bjørne er farlige og alle har en bjørnespray med, som man kan sraye i øjnene og næsen på bjørnen, når den er en halv meter væk. Og så kan man bare håbe på, at den kraftige peberspray generer bjørnen så meget, at den flygter.Desværre havde jeg ikke åndsnærværelse til at finde kameraet frem og zoome ind.

Når vi har cyklet dagens etape, slår vi vores telte op, ifører os vores mosqitojakke og -hovedbeklædning, inden vi får aftensmad. Og så tørner man om, for det er hårdt at cykle op til 2200 højdemeter på grusvej.

Demster Highway forbinder Inuvik og Dawson City og vi har cyklet hele vejen. Der er ikke nogle huse undervejs bortset fra et hotel midtvejs - hvor der ikke var internet eller mobiltelefon. En gang imellem møder man en kæmpetruck eller nogle turister i deres firehjulstrukne homer. Ellers er der bare øde!

Undervejs passerede vi polarcirklen.

Efter 736 km´s kørsel på Demster Highway kommer man til Dawson City. Den ligger ud til Yukon River og Klondike River. I 1890-erne strømmede lykkejægere hertil for at finde guld. I 1898 boede der meere end 30.000 i Dawson City. Få blev rige, mange fattige, men guldet tiltrak en masse barer og prostituerede. The Klondike Gold Rush svandt i første halvdel af 1900-tallet ind, og i 1970 boede kun 900 i Dawson City. Tilbage ligger store bunker af udgravet og gennemvasket jord langs Klondike Highway, der er de sidste 20 km ind til Dawson City.

Jeg havde pådraget mig et voldsomt siddesår på den ujævne og grusbelagte Demster Highway, og de sidste 10 km ind til Dawson City måtte jeg stå op på cyklen. Vi boede 3 km uden for byen på et motel, hvor vi skulle have hviledag, så jeg cyklede ind til byen for at tage den i øjesyn. Den tur gjorde, at jeg opsøgte vores mediciner, som smurte noget lindrende salve på og kraftigt anbefalede, at jeg de to følgende dage ikke cyklede, men satte mig ind i ledsagebilen. Så turen ud af Dawson City og dagen efter foregik i bil. Så var jeg så meget restitueret i den ende, at jeg igen kunne sætte mig op på cyklen.

Tilbage til Dawson City. Byen fremstår i dag som et levende museum for en svunden tid, og man kan sagtens leve sig ind i det liv, der er foregået for 100 år siden.

I Dawson City er der optaget en lang række western-film, og den taxachauffør, som kørte et par af os rundt i den lille by, kunne med stolthed fortælle navne på store skuespillere, som havde været i byen. Da vi var der, var der ikke nogen - men det regnede også!!

Garys hus

De følgende dage boede vi på det, som man kalder en bush camp: et stykke jord uden faciliteter, hvor vi har fået lov til at slå vores telte op og hvor kokken kan tilberede aftensmaden på det medbragte gaskomfur - og det gør hun glimrende og i rigelige mængder.

En af dagene havde vi fået lov til at slå lejr hos Gary. Han havde et stykke jord ud til Klondike Highway, hvor kan havde opført et lille træhus og hvor resterne af den oprindelige guldgraverhytte fra 1910 stadig stod. 

Her boede han sammen med to af sine sønner. Konen og resten af børneflokken havde forlængst forladt stedet og var flyttet til Dawson City. Men Gary nød det frie liv med 15 km til nærmeste nabo. På grunden stod udrangerede biler, køleskabe, som ikke virkede, entreprenørmaskiner, der ikke kunne startes osv. Gary kom ud om eftermiddagen og snakkede til langt ud på aftenen, for det var ikke så tit, han havde selskab bortset fra sønnerne.

Året gang var, at i oktober kom frosten, i december sneen (op i hoftehøjde) i marts tøede det op og i slutningen kunne Gary sætte kartofler og løg i sin lille urtehave. Fra november til februar så han stort set ikke solen, men han var aldrig sneet inde, for man var nødt til at holde Klondike Highway farbar, så der kunne køres mad til Dawson City og Inuvik.

I sommerhalvåret havde de to sønner arbejde med at bygge veje, mens Garys bidrag var at skyde nogle dyr og fiske lidt. I deres fritid var de i gang med at bygge en guldvaskemaskine, men de havde endnu ikke fået den til at virke og de havde heller ikke fået aftale om at grave nogetsteds.

Ca. en gang om ugen er der indlagt en hviledag i programmet. Og hvad laver man så på sådan en dag? Som navnet siger, slapper man af. Men der er også mange ting, man skal have klaret: der skal vaskes tøj og cyklen skal rengøres og smørres. Er der noget i vejen, skal den også repareres.

Her i Whitehorse var det også tid at skifte til smallere dæk, fordi vi nu kører på asfaltveje.Og jeg har købt en taske til styret, hvori jeg kan have mit kamera. Så er det hurtigere at få fat i, når jeg ser noget flot eller interessant undervejs.

Whitehorse er administrationscenter for Yukonregionen. Ihele Yukon bor der 36.000 mennesker, de knap 34.000 bor i Whitehorse. Så det er også her, al handel og kulturelle begivenheder sker. Jeg besøgte det lokale museum, der har historien om den oprindelige befolkning med tydelige inuit-træk og om områdets skift til guldgraversted og videre til industriområde.

Vi er på egen kost på hviledagene, så de lokale restauranter bliver flittigt besøgt. Nogle vælger burgerbar eller pizzarestauranter, men jeg synes, det er mere spændende at finde de steder, hvor man serverer mad baseret på lokale råvarer og lokale egnsretter. I dag spiste jeg således en ret med elgkød og svampe - meget velsmagende. Men så måtte vi også stå på gaden i en halv time, inden vi fik anvist et bord. Efterfølgende så jeg på Tripadvisor, at restuaranten -Klondike Grill - var topscorer blandt spisesteder i Whitehorse.

Belægningen på Alaska Highway er meget ru.

Fra Whitehorse kørte vi ind på Alaska Highway, der forbinder USA og Alaska. Vejen har en særlig historie:

Den 7. december 1941 angreb Japan Pearl Harbour. Det skabte rystelser i USA og en frygt for, at japaneserne ville angribe Alaska og måske kæmpe videre ind i resten af USA. Den amerikanske præsident blev klar over, at USA havde et blødt punkt i Alaska, og det blev besluttet, at der skulle handles hurtigt.

Den 6. februar 1942 kunne præsident Roosevelt annoncere, at ville bygge en vej gennem Canada for at få bedre forbindelse til Alaska og dermed skabe mulighed for at forsvare USA. Ingeniører beregnede og konstruerede, og mindre end en måned senere gik man i gang med byggeriet.

I starten gik det trægt, og 1. juni havde man kun bygget 153 km. Så satte man turbo på. Man udkommanderede soldater til at arbejde sammen med civile og en måned senere havde man bygget yderligere 426 km.

Hele byggeriet blev indviet den 20. november 1942 - 8 måneder og 12 dage efter starten. Hele strækningen var 2288 km gennem det canadiske Rocky Mountains og indbefattede opførelsen af 133. broer. Der var beskæftiget 16.000 soldater og civile. Vejen var på det tidspunkt ikke asfalteret og indeholdt signinger på op til 25%. Sidenhen er vejen blevet asfalteret med en rå overflade og de værste stigninger blev omlagt. Den samlede pris var 142 mill. $.

Nogle af de udkommanderede soldater, der måtte arbejde i mudder og omsværmet af moskitoer, havde en stor hjemve. De fandt på at sætte en nummerblade eller et skilt fra deres hjemby op på en stolpe. Da byggeriet var færdigt, blev skiltene stående ved deres lejr i Watson Lake, og siden er skilteskoven blevet suppleret af turister, så der i dag er over 100.000 skilte fra hele verden. På vores hviledag i Watson Lake prøvede jeg at finde de oprindelige skilte, men nye og gamle er blandet, så der er ikke en sektion for de originale.

Lidt facts:

• Den officielle start på konstruktionen var den 8. marts 1942
• Vejen blev indviet den 20. november 1942
• Der blev brugt 5000 trucks, 904 traktore og 374 gradere
• 11.000 soldater arbejde dagligt i 12-16 timer

Selv om vejen er blevet asfalteret og de største signinger er på "kun" 10%, var de første dage hårde med regn og noget kulde. Senere blev det varmt og moskitoerne fulgte med hele vejen. 

Fra Watson Lake går det nu videre mod Fort Nelson.

Indgangen til udstillingshallen med 5 udskårne træstammer, der repræsenterer de 5 traditionelle klaner for Tlingit.

Omkring landsbyen Teslin indvandrede for nogle århundrede siden en gruppe firstnations fra Alaska. De kom måske helt fra Sibirien men slog sig ned omkring Teslin, hvorfra de drev jagt og fiskeri. Skindene solgte de til handlende, og på et tidspunkt var deres varer så eftertragtede, at det store Hudson Bay Compagni. 

Opførelsen af Alaska Highway gik tværs dennem Tlingit befolkningens landområde og underminerede folkets livsgrundlag. Tlingit er der stadig, men den stærke kultur er noget udvisket. Staten prøver at fastholde historien og har bl.a. opført en udstillingshal lige uden for Teslin. Den er bemandet med frivillige Tlingitter, der er meget engagerede i at formidle deres historie. Her så jeg eksempler på deres billedkunst, der minder meget om inuit-kulturen, og på deres håndværkstraditioner. Desværre var det ikke tilladt at fotografere i udstillingshallen.

I en gruppe med omkring 30 mennesker, der er kommet med fly fra hele Verden til Canada, kan det i disse tider ikke undgås, at nogle er smittet med covid 19. Allerede på 3. dagen blev de første 2 testet positive, og siden er yderligere 6 blevet testet positive. De sidste er formentlig blevet smittet på en cafe eller i en butik på en hviledag. 

Når man bliver testet positiv, har vi en særlig protokol, der foreskriver, at den smittede skal isoleres i 5-7 dage afhængigt af reglerne i den pågældende region. Der bliver skaffet kørelejlighed frem på vores rute, så man er isoleret der i de dage.

Erwin fra Tyskland blev således kørt fra Watson Lake til Fort Nelson, da han på hviledagen blev testet positiv. Det er ikke gratis: Erwin måtte således betale ca. 2000 kr til én, der ville køre ham (der er ikke rutebiler her), hvortil kommer hotelophold og forplejning, indtil vi kommer til Fort Nelson og Erwins karantæne er ovre. Ialt koster det nok Erwin 8-10.000 kr.

Samtidig med karantænereglerne foreskriver protokollen, at vi alle bærer mundbind, når vi er indendørs på motel på hviledagen eller kører med ledsagebilen. Man kan jo ikke lade være med at tænke på, hvordan vores tur ville blive, hvis nogen fra "the crew" blev smittet!

Museet i Fort Nelson.

Efter 4 hårde dage med lange, stejle stigninger og sjove nedkørsler er vi nået til Fort Nelson, hvor der er hviledag. Jeg har på alle hviledag delt værelse med canadiske Marv. Lidt tilfældigt blev vi sat sammen i Inuvik - sikkert fordi vi begge er pensionerede offentligt ansatte - og vi har bedt om, at vi kunne fortsætte som roommates for at begrænse smittefaren. Det har dog ikke forhindret, at Marv blev testet positiv i Dawson City, hvor jeg så havde værelset alene. Dette er sidste gang, vi er roommates, for om tre dage standser Marv for at cykle alene hjemad mod Ottawa.

Fort Nelson er egentlig starten på Alaska Highway, fordi der i forvejen var en brugbar vej mod USA. I 1950-erne fandt man olie og gas i området, men den sidste boring lukkede i 2014. Nu fremstår byen som en landevejsby med hoteller, restauranter, butikker og autoværksteder. Og den er forholdsvis velbesøgt af vejfartende og turister. Byen er på 3-4000 indbyggere.

I byen er et museum, hvor man har samlet effekter, der beskriver byens historier. Dertil en masse gamle biler, der er restaureret og lige så mange, der ikke er. Der forestår er stort arbejde, hvis de skal bevares, for de er godt medtagne af tidens tand.