Del siden
Næste morgen var vi tidligt oppe. Vi skulle ud på en to-tre timers sejlads til Nicaragua. Vi anløb et i forvejen aftalt militært område, hvor told-, pas- og narkopoliti stod parat til at modtage os. Ved fælles hjælp fik vi tasker og cykler i land på strandbredden, og efter nogen tid fik vi besked på at åbne taskerne og placere dem på en lang række. En narkohund snusede til taskerne, men fandt ikke noget. Derefter gik fire politikadetter i gang med at undersøge taskernes indhold. Det foregik ved at tømme indholdet ud på jorden, hvorefter vi selv kunne pakke taskerne igen.
I mellemtiden havde vi afleveret vores pas og en blanket, som vi hver især havde udfyldt med navn, profession, fødselsdato, nationalitet osv.
Vores biler, der havde kørt den kedelige vej gennem landet, dukkede op, og vi kunne læsse taskerne. Med sig havde de frugt, snacks og lidt drikkelse, for det var efterhånden 4-5 timer siden, vi have fået morgenmad.
Efter to-tre timer fik de første deres pas tilbage og kunne begive sig ind i Nicaragua. Den dag nåede jeg først frem til hotellet ved 16.30-tiden.
Nicaragua har gennem mange år været præget af uro og borgerkrige. Formelt er det en demokratisk stat med sandinisten Daniel Ortega som præsident. Han har været præsident siden 2007 og har gennemført ændringer af grundloven, så han reelt kan fortsætte som præsident på livstid. Ved det seneste valg i 2021 fik Ortega og hans marxistisk-leninistiske parti 75% af de afgivne stemmer.
Ortega fører en meget hård kurs over for sine modstandere, bl.a. har hans styre ført gadekampe mod demonstranter med flere dræbte.
Nicaragua er et landbrugsland og næst efter Haiti det fattigste land i Latinamerika. Landet producerer kaffe, tobak og bananer, som eksporteres til USA. Afhængigheden af verdensmarkedpriserne på disse varer giver Nicaragua en sårbar økonomi. Byernes indtægter på turister bidrager til den store indkomstmæssige ulighed, der ind imellem giver uro.
Men den uro mærkede vi ikke på hviledagen i Granada. Byen er Nicuraguas ældste by, etableret af spanierne som en "shovcase" for at vise, at de havde mere at byde på end en bizar religion og en avanceret militær teknologi. De solide kolonihuse og gader med toppede brosten vidner om kolonitiden.
På vejen gennem Nicaragua så man, hvordan man dyrker landbrug, når man ikke har en traktor eller andre maskiner til rådighed.
Den sidste dag i Nicaragua var det regnvejr. Det var længe siden, jeg sidst havde kørt i regnvejr, men det var faktisk behageligt med regn i varmen. Desværre syntes min cykelcomputer ikke om vandet, men opførte sig mærkværdigt. Ruten, jeg skulle køre, lå på computeren, så da den strejkede, kunne jeg hurtigt få et problem med at finde vej. Heldigvis kom nogle af de andre cyklister forbi, og jeg trampede i pedalerne for at følge dem.
Senere, da det igen blev tørvejr, kunne jeg slappe af igen, fordi min computer igen begyndte at vise ruten, så jeg kunne finde vej til grænsen til Costa Rica.