Vores ledere vurderede, at det var for farligt at cykle ud af storbyen en hverdagsmorgen med heftig trafik og en noget snørklet rute. Så vi blev i bus kørt til udkanten af Mexico City, hvor vi kunne sætte os op på cyklerne. Foran ventede nogle skarpe dge med heftige stigninger og lange dagsture.

Vi kørte gennem et område præget af stor vulkanaktivitet og marker, hvor man dyrkede majs, agaver og kaktus. Hvad sidstnævnte skulle bruges til, ved jeg ikke. Men agaven anvendes til fremstilling af mezcal, en brændevin, der er blevet meget populær især i USA, og derfor også dyr.

Oaxaca

Oppyntningen fra De Dødes Dag hænger stadig over gaderne.

Der var politisk uro i Chiapas-regionen, så vores tur gennem det sydlige Mexico blev omlagt. De gjorde, at vi fik ikke én men to hviledage i Oaxaca.

Byen er på Unescos verdensarvsliste, fordi mange af de bygninger, som spanierne byggede i 1500-tallet, stadig præger bymidten, ligesom byplanen er spansk: et torv i midten af byen, hvorfra byen breder sig ud. De spanske kolonialister gik til sagen!!

Byen er oprindeligt anlagt af aztekerne i 1400-tallet, men i 1529 kom spanierne og gjorde byen til centrum for missionen i syd og øst. Der bor ca. 300.000 i Oaxaca, der primært lever af turisme. Rundt om byen er der ruiner fra oprindelige folkeslag som olmekerne og zapotekerne, og det er med til at tiltrække mange turister.

Byen er i øvrigt kendt for sin gastronomi, og man kan komme på køkkenskole. Jeg prøvede, fordi jeg gerne ville finde ud af, hvordan de laver den fantastisk velsmagende mole, men der var desværre alt optaget. Mole er en slags sauce fremstillet af forskellige chilier, krydderier, chokolade, tomat og bananer.

I stedet var vi seks, der lejede en bil med chauffør og kørte ud for at se nogle af de præcolumbianske ruiner, der ligger rundt om Oaxaca. Vi besøgte Monte Alban, som ligger som et plateau 450 meter over et omgivende land. Her boede først olmekerne, så zapotekerne. De havde ikke skriftsprog, så man ved ikke så meget om dem. Men de har været flittige til at bygge, og meget minder om, hvad vi så i Teotihuacán, selv om der ikke var pyramider her. Til gengæld er der mange gravkamre.

Bagefter ville nogle, der ville se hierve el agua, der ikke er et vandfald, men nogle naturlige klippeformationer, der ligner et vandfald. Der er nogle poolhuller, som man kan bade i. Det var meget turistpræget! Man betalte for at køre på vejen derud, og sandelig om man ikke også skulle betale for at komme ind. Ud over mange besøgende var der fyldt med boder, hvor man kunne købe mad, drikke og souvenirs.

Verdens største træ

Inge foran Verdens største træ - i Mexico.

På vjen mellem Oaxaca og grænsen til Guatemala kørte vi forbi Verdens største træ. Det er over 2000 år gammelt og for mig så det ud, som om det i virkeligheden var flere træer, der var vokset sammen. Der skal 14 hærdebrede mænd, som tager hinanden i hånden, til at række rundt om træet. Dele af træet var gået ud, og man havde sat et solidt hegn rundt om, så det ikke var muligt at røre ved træet endsige klatre op i det. Det skulle være en turistmagnet i en del af Mexico, hvor der ikke er så mange turister.

De cyklister, som kommer fra New Zealand, hævdede dog, at Verdens største træ står i New Zealand. Der har jeg aldrig været.

Ikke flere bjerge i Mexico

De sidste dage i Mexico bød på nogle meget lange etaper. Det havde man været nødt til, fordi vores rute var blevet omlagt, så vi ikke skulle til Chiapas-regionen, der ellers havde været interessant, fordi der er mange ruiner fra Maya-kulturen. Men uro, demonstrationer og skyderier holdt os væk, og vores nye rute blev langs Stillehavet og den Panamerikanske Highway.

Her var der så andre ting, som gav os udfordringer. Langs highwayen vandrede flygtninge fra Nicaragua og emigranter fra El Salvador, Honduras og Guatemala - alle på vej til at søge lykken i USA. Den mexicanske stat har derfor udstationeret politi og militærpoliti i byerne langs vejen og indkvarteret dem de hoteller, som vi egentlig skulle bo i. Derfor måtte vi køre langt for at finde hoteller, der kunne have os.

De sidste dage slap kørte vi gennem et område med tusindvis af vindmøller. De er selvfølgelig opstillet dér, fordi det blæser meget. Og det gjorde det! En ting er modvind - den kan man kæmpe imod - men her var det sidevind med vindstød, så cyklen blev kastet fra den ene vejbane til den anden. På et tidspunkt var det så voldsomt, at de fleste af os valgte at trække cyklen et par kilometer, indtil vi kom lidt i læ af nogle buske.

Del siden