Puerto Vallarta

Bemærk vejbelægningen - sådan er alle gaderne.

Om morgenen på tredjedagen blev vi indkaldt til et Riders Meeting. Der var opstået en misforståelse, så den færge, som vores lastbiler skulle med til fastlandet, var sejlet 3 timer før lastbilerne kom til færgelejet. Dagen efter var der ingen afgange fra det færgeleje, så man var nødt til at køre længere mod nord for at finde en færge. Men det betød også, at lastbilerne ikke kunne nå til Puerto Vallarta på trediedagen.

For at overholde alle følgende hotelaftaler blev løsningen, at den første cykeldag på fastlandet blev afviklet i en bus. Der var derfor god tid til at bruge tredjedagen til at udforske Puerto Vallarta.

Sådan ser elledningerne ud!

Puerto Vallarta ligger ud til Stillehavet og har den fineste sandstrand, El Malecón. Vandet er varmt og derfor er der badende hele dagen. Om aftenen sidder folk på stranden og hygger sig, mens musikken lyder fra dansestederne langs stranden. Det er buldrende mørkt, og kun de bål, som folk tænder, lyser op i vandkanten.

Byen fik sin berømmelse, da filmen The Night of the Iguana blev indspillet; ikke pga. filmen, men fordi Elizabeth Taylor og Richard Burton her indledte deres forhold. Det førte til, at stedet blev mondænt for amerikanere, der købte dyre huse og lejligheder i Puerto Vallarta. I dag bor der ca. 260.000 i byen, der besøges  af ca. 5 millioner turister hvert år.

Jeg brugte bl.a. dagen til en tur i den gamle by, hvor husene er ganske små og ligger meget tæt. Her er der liv i gaden med butikker og et mylder af mennesker - og biler. De mange flotte vægmalerier var en hel kunstvandring.

Vi forlod Puerto Vallarta i bus kl. 12.30. Mindre end 10 timer senere ramte en orkan byen, oversvømmede store dele af byen og væltede palmetræer. Men da var vi væk!!

Spændende cykeldage

Gang i gadekøkkenet i en lille landsby

Cykelturen i Mexico er helt anderledes end hvad vi oplevede i Canada, USA og Baja California. Det er små veje med mange sving og gennem levende landsbyer - stigninger, der er op til 10-11% men kun i kortere tid - belægninger, der godt nok kaldes "pave", men er toppede brosten. Det gør en dag mere afvekslende, ligesom man på en helt anden måde ser livet og dagligdagen i Mexico.

Og dagligdagen er helt anderledes end i Danmark. Man lever meget mere på gaden, der er gadekøkkener i den mindste landsby, og små butikker på 15-20 kvadratmeter med dagligvarer finder man i enhver landsby. Gaden vrimler med folk - gående, på knallert eller i bil. Så en tur gennem en landsby er en oplevelse for sig.

De blå markers land

Vi kørte nogle dage i delstaten Jalisco, der sammen med udvalgte steder i fire nabostater har monopol på fremstilling af tequila, der er mexicanernes brændevin sammen med mezcal (mere om denne drik senere). Der er streng kontrol med fremstillingen af tequila, der i de senere år er blevet meget populær i USA.

Tequila fremstilles af den blå agave - og kun denne ene sort. Der findes over 150 agavesorter i Mexico. På grund af den store popularitet er mange marker blevet plantet til med agave, og selv på et lille stykke jord ud til landevejen kan der blive plads til 10-15 planter. Så man ud over landskabet kunne man disse blålige marker overalt. Når en agave er tre år gammel, sætter den tre sideskud, som man kan plante og på den måde formere antallet af planter.

Tidligere skulle en agave være 7 år, før man kunne høste den, men efterspørgselen har gjort, at man nu ind imellem høster allerede efter 5-6 år.

Når planten er høstet - dvs. hugget over ved roden - hugger man alle blade af for at komme ind til plantens "hjerte", der ligner en ananas og vejer ca. 50 kg. "Hjertet" afleverer avleren på en fabrik, hvor den med damp bliver varmet op, så sukkeret frigøres. "Hjertet" kommer i en presse, der presser saften ud, og saften pumpes op i gæringstanke. Efter endt gæring destilleres væsken to gange, så man opnår en alkoholprocent på op mod 80%. Tilsæt vand, og man har salgbar tequila. Hvis det skal være mere fint, lader man tequilaen lagre på træfade importeret fra whiskyproduktionen i Kentucky.

En dag holdt vorees frokostbil nær en tequilafabrik, og fabrikanten tilbød, at vi kunne få en gennemgang på fabrikken. Det var vi nogle stykker, der tog imod. Fabrikationen lå stille nogle dage, fordi man skulle male og reparere lidt på udstyret, men ellers producerede man tequila hele året. Man var efter fabrikantens oplysning så heldig, at man i området havde forholdsvis godt vand, der blot skulle filterrenses. 

Der var to produktionslinier på fabrikken: den moderne og effektive med store stålgæringstanke og en stort set automatiseret produktion og den gammeldags, klassiske produktion, hvor fremstillingen foregik med menneskekraft og hvor gæringen foregik i kobbertanke.

Til kulturfestival

- og sandelig om ikke også Paolo Nani var der med Jekyll al hielo.

Vi havde hviledag i Guanajuato, mens Latinamerikas største kulturfestival - Festival International Cervantino - blev afviklet. Hele byen er omdannet til kulturpladser for kunst, musik, teater, opera, ballet og litteratur, og det myldrer med mennesker og små boder i alle gader. Festivalen blev i år afviklet for 50. gang, og folk fra hele verden optrådte. Vores hviledag lå på festivalens sidste dag, og det var måske meget godt, for der foregik så mange spændende ting, at det havde været svært at cykle væk fra.

På en af byens mange pladser optrådte et trommeorkester fra en kunstskole i Bogota, Colombia. De kunne spille og samtidig optræde, så man blev helt paralyseret af dem. Det var måske noget for en Wawes festival, hvis det ikke koster for meget at transportere dem til Vordingborg.

Byen Guanajuato har en særlig historie. Den opstod omkring år 1500, og i 1558 fandt spanierne sølv på stedet. Det udviklede en stor mindedrift, og i 16-1700-tallet kom størstedelen af verdens sølv herfra. 

Det gjorde byen meget rig, og der blev opført nogle imponerende bygninger, som har været medvirkende til, at byens centrum er kommet på Unescos liste over verdensarv.

Byen ligger på en bjergside, og gennem byen løb tidligere en flod. Når det var regntid, havde man store oversvømmelser. Men i byen boede en masse mineingeniører, og derfor borede man tunneller til floden, så vandet ikke kom op til overfladen i byen. En række af disse tunneller er i dag omdannet til veje, så en masse trafik ledes under jorden.

Om de farverige huse fortælles, at det hele startede med en kone, der havde vanskeligt ved at forklare, hvor hun boede. Derfor malede hun sit hus gult. Om historeien er sand, skal jeg ikke sige.

Del siden