I 1988 afvikledes vinter-OL på disse løjper nær Calgary.

Efter Banff ventede 5 hårde dage på 635 km og med kraftige, lange stigninger, men også med fantastisk flotte oplevelser. Varmen med op til 32 grader midt på dagen blev dog en udfordring. 

Den første dag kørte vi på flere highways, bl. a. en 4-sporet motorvej, hvor vi kørte i det, man i Danmark ville kalde nødsporet. Det var fuldt legalt, men det ville aldrig blive accepteret hjemme. Bilerne kørte som på andre motorvej omkring 125 km/t. Heldigvis var der ikke så mange biler på motorvejen, så det blev aldrig farligt.

Dagen efter kørte vi over det højeste alfalterede punkt i Canada, Highwood Pass. På vejen fra vores camp skulle vi køre på en lille sti, som alle havde svært ved at finde. Vi var 7, som valgte at køre tilbage til gårsdagens rute og derfra finde den vej, der førte hen over passet. Vi fandt vejen, men det betød en omvej på 20 km. Andre var mere ihærdige med søgningen og fandt stien.

Fra passet gik det nedad med op til 9-10%, så der kom gang i cyklen.

Efter passagen åbnede landskabet sig mere. Der blev plads til landbrug og store kvægfarme, og stigningerne blev mere medgørlige. I randen tårnede bjergene sig op.

Den sidste overnatning i Canada foregik på en større campingplads i den mindste nationalpark i Rocky Mountains - Waterton Lakes. Stort set hele nationalparken brændte ved en skovbrand i 2017. Den var så voldsom, så den har fået sit eget navn: Kenow Wildfire. Tilbage står de afbrændte træstammer uden blade og en ny underskov af grønne buske.

Og så gik det mod grænsen til USA. Den grænseovergang, som vi egentlig skulle have passeret, blev lukket i forbindelse med Covid og er ikke senere blevet åbnet. Derfor måtte vi ud på en omvej til en anden grænsestation (112 km i stedet for 76 km), hvor vi kunne komme ind i "det forjættede land".

Del siden